Dét kommer kun, hvis vi styrker og understøtter formidlingen af kunst i daginstitutioner, folkeskolen – ja hele uddannelsessystemet – og alle andre steder i samfundet, hvor mennesker mødes og hvor det er muligt.
Den enkelte skal med andre ord udfordres og inspireres til at blive afhængig af nye impulser fra kunsten.
***
Kunsten taler til vores sanser og overvælder os ofte visuelt.
- Det kan være et abstrakt maleri i stærke farver, en imponerende installation eller en skulptur i ufattelige former.
Kunsten præger vores verden, uanset om det er kunstplakaten i entréen eller statuen i bybilledet.
- Men kunstens væsen er og bliver svær at definere. Den er ikke et konkret værktøj, vi kan reparere noget med.
- Den har ikke som udgangspunkt en opdragende eller pædagogisk opgave.
- Den kan ikke stille sult eller kurere sygdom.
- Den har med andre ord ikke en åbenlys og direkte påviselig nytteværdi.
I lyset af et samfund, der konstant reduceres til fornuft og praktiske løsninger, kan kunsten måske bedst defineres som de vilde idéer og umulige tanker.
Kunsten tilbyder helt nye muligheder og skal beholde denne værdi.
Man kan sammenligne kunsten med grundforskningen, hvis umiddelbare resultater heller ikke kan måles og vejes nu og her, men ikke desto mindre er altafgørende for viden og nytænkning.
Markedskræfterne overtager – desværre - flere og flere områder af vores liv. Her er kunsten et åndehul og et alternativt erkendelsesrum, som ikke kan måles.
Kunsten undersøger, hvad det vil sige at være menneske, og er på den måde en slags mellemmenneskelig og social aktivitet.
Og kunsten kan på en særlig måde udvide og udfordre vores livsrum og forestillingsevne.
For kunsten sprænger rammer, og den eksperimenterer med den måde, vi ser os selv og det omkringliggende samfund på.
***
Jeg mener ikke, at kunst skal nytte. Kunst skal have lov at være nytteløs til enhver tid.
Men jeg taler om at udnytte det forhold at mange kunstnere i dag er meget optaget af at skabe deres værker ude i det vi kan kalde virkeligheden, i samspil med mennesker, institutioner, boligområder og arbejdspladser - for at påvirke mennesker og samfund. Ja – nogen vil sige for at forbedre samfundet.
Og jeg tror vi vil styrke Danmark og kreativiteten, nysgerrigheden, originaliteten – hvis vi ville give kunstnerne en langt stærkere platform at arbejde på – og bevæge os væk fra forestillingen om at kunst alene hører hjemme i atelier, gallerier, teatre, musikhuse og museer.
Vi skal integrere det langt bedre i vores hele liv. Kunst er på mange måder sjælens grundvand – og der er rigeligt til alle – hvis vi vil.
***
Fortidens problemer har det med at være et godt, men grumset spejlbillede på nutidens kvaler.
Ligesom kirken engang forsøgte at undertrykke menneskets skabertrang, er det i dag - for mig at se - tallene og tabellerne, der i stigende omfang har bemægtiget sig kunsten og kulturen.
Det har givet liv til et nyt syn på kunst, som i alt for høj grad lægger bånd på kunstnernes betingelser for at skabe oplevelser og fortællinger, der rækker udover næste budgetår.
Jeg kommer til at tænke på renæssancen der var sin tids kunstneriske nødråb, som siden har forplantet sit ekko langt op i den europæiske historie.
Det siges, at da denne genfødsel af kunsten og mennesket skulle indtræde, fremførte fortalerne det som en reaktion mod:
1000 år uden et bad.
En sjov formulering, men med et alvorligt budskab. For det var nemlig en henvisning til de beskidte krige og de utallige begrænsende regler, som kirken i alt for lang tid havde nedfældet over mennesket og kunsten.
Derfor havde fortalerne for en renæssance også en længsel, som kun en genfødsel kunne hjælpe dem med. Denne længsel ville søge at sætte mennesket først og frigøre dets skabende potentialer.
…den frie tanke, …det frie udtryk …og generobringen af mennesket som livets epicenter.
Helt så galt står det heldigvis ikke til i dag, som da renæssancen for flere hundrede år siden fik vind i sejlene.
Men jeg vil vove den påstand, at vi nu har haft 7 års kulturpolitik uden et egentligt bad.
Derfor er det min opfordring, at vi sammen må kunne finde en renere form for dyrkelse af kunsten.
- Vi trænger til at mærke den rene kunst igen og ikke det fernis af cashflow, kontraktstyring og kolde kontanters katekismus der omgiver kunsten i dag.
- Vi trænger til den rene udfoldelse af kunsten og ikke en kunst der spændes for andre gøremåls vogn.
- Og vi trænger til den rene kunstneriske diskussion renset for praktiske, politiske og patriotiske bekymringer.
Desværre er renæssancens ekko flere steder ebbet ud i dansk kulturpolitik. Rammerne for udfoldelsen af kunsten er blevet strammet.
- Den skæve, originale og eksperimenterende kunst er ikke god latin længere og det der ikke kan tælles – ja det tæller ikke mere på Slotsholmen i København.
Nøgleordene er i stedet blevet styring, kontrol og analyser af besøgstal. Hans Edvard Nørregård-Nielsen slog, for et par år siden – jeg tror det var ved Glyptotekets genåbning - til lyd for at bekæmpe denne kedelige indsnævring af kunsten, inden den sættes i rationalitetens jernbur.
Vi må ikke dræbe lysten til det menneskelige ved at opstille alverdens bureaukratiske barrierer. Og netop her kan vi lære noget af renæssancens budskab der, kort sagt, siger at
mennesket er altings målestok
Dette syn på livet, som renæssancen overbringer, er livgivende for kunsten, selv i dag. For når verden opfattes gennem menneskets briller - og ikke tallenes - vil enhver sandhed, kunstoplevelse eller samfundsindretning ikke være definitiv, men helt op til den enkelte.
Og det er dét kunsten lever af. Den lever ikke af en objektiv målestok, som en kulturkanon, en kontrakt eller en besøgstals analyse, men af en menneskelig subjektiv målestok, som går i dialog med kunsten, men som aldrig har en facitliste ved hånden.
***
Jeg vil sige, at det glæder mig, at Silkaden i dag giver os mulighed for at kigge fremad, når vi iagttager kunsten.
Renæssancens spor kan hjælpe os til at huske, hvad det vigtige er i kunsten. Men vil man bevare renæssancens kraft skal man vedligeholde og kæmpe for det spor der er lagt ud.
Med denne udstilling i dag, kan vi hver især være med til at holde sporet i live ved at vi går i dialog med de udstillede værker med vores egen menneskelige subjektive målestok.
Det er mit ønske, at udstillingen kan udbrede kendskabet til de mange værker, som er udstillet her i Kulturspinderiet frem til 1. februar, men også til en mere grundlæggende forståelse af, at især i kunsten er mennesket altings målestok.
Tak for ordet – rigtig go’ fernisering og udstilling!